Velkommen til advokatfirmaet Line Gubbertsen
Advokatfirmaet Line Gubbertsen er skabt ud fra ønsket om at tilbyde et lokalt og personligt alternativ til de store full service advokatfirmaer. Et ønske om at tilbyde samme kompetencesæt og brede profil, men samtidig at beholde den nære dialog med mine klienter, tiden til grundig rådgivning og ikke mindst en gennemsigtig prisstruktur.
Mine mange års erfaring stammer bl.a. fra min ansættelse de seneste 8 år hos et stort advokatfirma i København, hvor jeg dagligt har varetaget sager indenfor en bred vifte af retsområder. Jeg har derfor opbygget en solid kompetenceprofil indenfor en lang række forskellige specialer, herunder berigtigelse af ejendomshandler, udarbejdelse af testamenter og ægtepagter, tinglysningssager, behandling af dødsboer, separations- og skilsmissesager samt erhvervsrådgivning, hvilket du kan læse nærmere om her.
Det er min overbevisning, at en personlig tilgang til mine klienters opgaver, et solidt advokatetisk afsæt samt fortrolighed og tillid i rådgivningen er fundamentet for et godt og langsigtet samarbejde. Det er bl.a. den tillid, jeg ser som et bærende element i firmaets rådgivning – uanset om det handler om privatrådgivning eller rådgivning af små og mellemstore virksomheder.